| Summary: | Forskning i irreligiøsitet (non-religion, sekularisering, ateisme etc.) vinder stadigt frem. Begrebet ‘det skandinaviske paradoks’ betegner det tilsyneladende modstridende faktum, at skandinaver forbliver medlemmer af deres nationale kirker, men i stadigt højere grad selv-identificerer som irreligiøse. Jeg introducerer til den hidtidige forskning begået i relation til henholdsvis irreligion og kulturreligion og argumenterer for, at vi mangler mere empiri for at kvalificere vores forståelse af disse fænomener. Jeg præsenterer derefter data fra en samling af 30 kvalitative interviews gennemført i Danmark som del af et forskningsprojekt, der delvist udbedrer manglen på data. Baseret på eksplorative analyser er det mit ønske at åbne for en debat omkring, hvordan vi opfatter og konceptualiserer irreligion, kristendom og kulturreligion i en moderne dansk kontekst. Jeg foreslår at vi, i stedet for at karakterisere individer ved hjælp af adskilte, fastforhandlede kategorier (som eksempelvis religiøs kontra irreligiøs), arbejder ud fra en forståelse af sådanne kategorier som mere dynamiske og kontekst-afhængige snarere end statiske og gensidigt udelukkende. Moderne tilgange til religion og irreligion har stadigt mere fokus på, hvordan (ir)religiøse identiteter, overbevisninger og praksisser er skiftende og situerede. Inspireret af disse tilgange argumenterer jeg for, at informanterne bevæger sig mellem forskellige identiteter afhængigt af, hvorvidt de eksempelvis udtrykker en individuel, irreligiøs identitet eller deltager i en kollektiv, kristen identitet og videre, at det er kombinationen af og muligheden for at oscillere mellem disse identiteter, vi kan betegne som kulturreligion og mere specifikt kulturkristendom i Danmark.
|
|---|